Uffe Elbæk gjorde sig ved sit først besøg som kulturminister i kongeriget uheldigt bemærket ved ikke at iføre sig et slips.

Kulturministeren blev gjort opmærksom på det af politiske kollegaer fra både ind og udland. Bare ikke i tide.

Episoden bringer mindelser om udenrigsminister Søvndals sjuskede slipseknude under sit besøg i USA i december sidste år, så hvad er det med de danskere og deres slips?

Ja, i disse dage tales der en del om landets mangel på ordentlige formaliteter. Torben Steno udgiver sin bog om “Længsel efter faste former” hvor han med en række støtter (der i blandt denne skribent) tager en kritisk temperaturmåling på høflighedens og formernes status i Danmark. Konklusionen er, at det står skidt til.

En af grundene er, at Danmark i kraft af sin stammelignende form (som tidligere er behandlet på disse sider) har gjort den samme uformelle, joviale, inderlige og afslappede form – som man normalt møder blandt sine nære familiemedlemmer – til hele samfundets omgangsform. Danskerne kender hinanden og føler derfor ikke at de behøver den formelle anerkendelse der ligger i en høflighedsfrase, en korrekt påklædning, en høflig undskyldning når man træder ind på en anden territorium eller andre sociale markeringer. Vi er jo alligevel pot og pande med alle, så “lad som du er hjemme” – også når du køber ind på tanken.

Det er muligvis slemt nok at vi gør det i Danmark. Fordi de manglende former betyder at vi ender med at være på herrens mark hver gang vi skal møde hinanden og derfor blandt andet desperat famler efter om vi skal give hinanden en krammer eller et håndtryk.

Men helt slemt bliver det på den udenlandske scene. For udenfor stammen bliver vi nødt til at vise, at vi anerkender den anden ved at udvise den formaliserede adfærd vi siden 1968 har lært at kalde for “forloren stivhed” men som andre steder er et udtryk for seriøsitet og pålidelighed.

Hvis vi ønsker at opnå anerkendelse er det bare om at stramme slipseknuden, kridte skoene og lytte efter hvad de andre “mere høflige” nationer går rundt og siger til hinanden.

I den evige føljeton om Lars von Trier og hans nazi-udtalelser bliver det sidste, og måske endelige kapitel, i øjeblikket skrevet. Det består i en blank side, da Trier har bestemt sig for aldrig at tale igen.

Det kan virke en anelse drastisk og overdrevent og som tidligere nævnt her på bloggen beror miseren i virkeligheden på en misforståelse og en kedelig kulturel forbistring.

Von Trier har selv kaldt det sin dumme dumme danske humor, men i stedet for at piske os selv rundt i manegen og gøre det hele til et spørgsmål om rigtig eller forkert, var det kulturelt intelligente i virkeligheden at spørge os selv om ikke udtalelsen bare led af, at være begået udenfor sin rette kontekst.

Jeg har tidligere beskrevet hvordan danskere scorer lavere end nogle andre på parametret gelotofobi hvilket sandsynligvis betyder, at vi ikke har noget imod at blive til grin selv, og derfor i det hele taget har en lavere tærskel i forhold til hvad vi synes man kan gøre grin med. Derudover er det så som så med autoritetstroen her i landet, så autoriteter profeter og lignende får også det glatte lag. Tabuer har vi heller ikke rigtig noget af og det efterlader efterhånden en ret stor boldplads at boltre sig på med udtalelser om stort set alt.

Tonen er fri, tonen er grov og tonen er uimponeret. Den interkulturelle fejl består i at tro at der går en lige linje fra udtalelsernes åbenhed og til reelle holdninger. Det gør der sjældent. Kvinder, bøsser, polakker, minoriteter og andet får det glatte lag i Danmark netop fordi vi ikke oplever, at den stereotype fremstilling følges op af en reel nedvurdering. Vi tør netop sige de her ting fordi modtageren her i landet som regel er klar over at den grove bemærkning er ytret i humorens land, og ikke føres herfra og over i virkeligheden. At vi ikke sætter os selv i politisk korrekt benlås siger faktisk også en del om at de reelle stridigheder ikke er så alvorlige. Ellers turde vi slet ikke. Hvis der virkelig var den slags spændinger tæt på overfladen (som der er i eksempelvis USA og UK) så holder man ofte igen og er tavs.

Den grove vittigheden gør i Danmark ofte mest grin med vittigheden selv. Jeg har faktisk oplevet nogle af de mest grovkornede vittigheder om udlændinge blandt andre antropologer. Netop fordi vi vidste at vi ikke mente noget med det (sådan var og er den antropologiske selvforståelse) var vi tit enormt grove. Netop fordi vi sagde det, betød det at vi umuligt kunne mene det.

Men det er svært at vide hvis man ikke er informeret om det. Uden en varedeklaration på vores udtalelser så ender vi som Trier når vi forsøger at nedbryde barrierer, skabe en afslappet stemning og pille tabuer ned fra piedestalen. Så i stedet for bare at holde mund burde Trier give hele verden en forklaring og vi andre støtte ham:

Det er ikke som det lyder, det skal begribes i vores særlige kontekst (det betyder altså ikke det samme som når i selv siger det) og vi kommer nok til at gøre det igen….

”Vi lægger slet ikke mærke til at nogle af vores kollegaer ikke er danske”. Det er ganske ofte, man mødes med dette svar, når man prøver at undersøge, om alt går gnidningsfrit i én af Danmarks mange multikulturelle virksomheder og organisationer.

Har man først bestemt sig for, at der ingen problemer er, så bliver det vanskeligt at erkende at man måske tog fejl. I disse dage ser det ud til at ældreplejen i 11 danske kommuner måske skal i gang med den øvelse. I hvert fald har en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd undersøgt 1035 ansatte i ældreplejen og har konstateret, at en lang række kulturforskelle blokerer for samarbejdet både mellem personalet og de ældre, og værst af alt har der sænket sig en berøringsangst overfor problemet blandt de ansatte.

Som seniorforsker Tina Rostgaard fra SFI beskriver det i Kristeligt Dagblad: “Blandt mange ledere er holdningen, at man ikke skal gruppere medarbejderne, og derfor taler man ikke om de konflikter, som etniske grupper kan komme ud for. Det kan være en god strategi, men ulempen er, at man ikke får øje på mere generelle problemer”.

Kulturforskelle er alt for ofte en stor elefant der står i hjørnet af lokalet, og som alle kan lugte, høre og mærke, men som alle er blevet enige om at ignorere. Men hvis man ikke åbent kan tale om forventningerne til hinandens adfærd, og hvis man ikke tør spørge ind til hinandens forskellige vaner, normer, værdier og adfærd, så vokser uvidenheden sig bare større og bliver til sidst mærkelige myter og forestillinger vi har om hinanden. Ideer om ”de andre” som ingen tør få afkræftet eller bekræftet og derfor kun snakker internt om i ”egen gruppe” hvor alle dybest set er lige meget amatører.

Derfor gælder det om at tale om forskellene, med de relevante mennesker, når forskellene faktisk ER relevante. Det vil sige at man ikke konstant knævrer løs om hinandens forskellige madvaner, kropslugte, familieformer, religioner, beklædning, hjemlande, børneopdragelse, hudfarve, ritualer, kvindesyn osv. For så ender arbejdspladsen i et etnisk cirkus.

Man taler med andre ord om ”forskellene når de gør en forskel” som når en svensker, i eksemplet fra hjemmeplejen, har fyldt is og ikke hønsekødssovs i tarteletterne, eller når folk, med forskellig religiøs baggrund, i eksemplet tilsyneladende har forskellige holdninger til om de vil gøre afdøde mennesker i stand eller ej. Så er forskellen naturligvis relevant og så duer det ikke at lade som om den ikke findes.

I virkeligheden er det ret enkelt. Opgaven består i at få gamle til at føle sig tilpasse i deres alderdom, og intet personale skal i Danmark gå på arbejde og udsættes for racisme. Men førend det kan garanteres må alle kort på bordet, utilfredsheder ytres og derefter må man samles om den faglighed som burde være fælles udgangspunkt for medarbejdere i alle farver.

Dennis Nørmark